Opslag
Verden forvirrer mig disse dage. Det ene oejeblik blaeser vinden den ene vej, og det naeste oejeblik stormer det i den modsatte. Splittet og hel paa samme tid.
Mennesker er indviklede, og paa samme tid alt for lette. Smaa gror sig alt for store, og store ting skrumper lige pludselig til den halve stoerrelse.
Mit hovede er i en blanding af rod og ryddelighed. Ak ja. Sometimes life isn't easy.
Dog er der en ting der aldrig fejler med at foele mig hel -enkel, uforvirret og samlet - og det er naturen. I naturen er alting saa let og ligetil. Og alligevel saa forbandet imponerende og komplikeret, paa den helt rette maade. Den formaar at roere mig og paavirke mig helt ret og praecist, hver eneste gang. Og jeg er paa ingen made i stand til at komme med en forklaring. Hvilket jeg tror naermest er den bedste del ved det.
Jeg kan i disse dage godt maerke, at jeg er langt fra alt hvad der hedder tryghed og familie og braendeovne. Det kan godt vaere en smule haardt af og til. Men alligevel er det vel blot en fantastiskhed, for jeg ved, at i sidste ende skal det hele nok ende skoent og godt, og det burde jeg vaere stolt af.
Dog troester det mig ogsaa, at det blot er en menneskelighed, at foele sig trukket mod to pole paa en gang. To hjem. Og at vaere helt rundt paa gulvet af forvirrende tanker og hurlumhej.
Jeg indser saa smaat, at uanset hvor dum og uretfaerdig og taabelig verden kan behandle en, maa man blot staa staerkt paa egne ben og glaense over forvirret- og taabelighederne, og se paa verden med friske oejne. Blot at vaelge at fokusere paa, hvad der egentlig foeles vigtigt og rigtigt inde i en selv. Og lade bekymringerne og forvirrethederne passe sig selv. Det er hvad de har bedst af.
Og selvfolgelig hjaelper det altid at have et lille laes i "Den Lille Prins".
Sjovt som den fyr giver mere mening for mig, end noget som helst andet i hele verden.
Skoere verden.
