Sneen falder i stride stroemme udenfor mit vindue. Eller ogsaa er det regn. Eller hagl. Man ved aldrig rigtig med England. Mit vaerelse er iskoldt og mit haar er rent og dryppende. Min mave er fyldt med kaempe cookie og the. The Last Shadow Puppets stroemmer ud af mine hoejtalere og jeg foeler mig underligt frisk.
Jeg kan fortaelle jer, at jeg nu officielt er traadt ind i de voksnes raekker. Med officielt mener jeg blot, at det tal der forfoelger mig rundt hvor end jeg gaar, er blevet aendret til 18 - hvilket betyder en hulens masse for en masse mennesker. For mig betyder det blot at jeg nu har anskaffet mig et blockbuster kort, og jeg er i stand til at koebe sakse paa Englands postkontorer.
Ej, hvad jeg egentlig mener, er at jeg nu ikke kan foele nogle vitterlig forskel, da jeg er sikker paa, at mit sind vil forblive et barns, for mange, mange aar endnu.
Og dog. Jeg foelte nu alligevel lidt mere end blot en aendring af tallet, da jeg har saa skoenne venner, som havde lyst til at fejre den store taldag med mig.
Med 60-aars blinkende badge, luksus chokolade, kaempe knus, svensk cider, senge med jazz musik, gulerodskage, 18-aars banner, sne, indisk middag, syngende tjenere, foedseldags kage med fyrvaerkeri, grin, masser af billeder, snebolde, fine gaver og hygge.
Vinterferien er nu paa vej, og det er nu egentlig lidt skoert. Livet er skoert. Herovre. I Danmark. I verden. Alle vegne. Det hele er lidt af en rutsjebanetur, hvilket ikke vil aendre sig, blot fordi mit tal er aeldet. I dag har jeg det ganske godt. Og jeg tror paa, at vinterferien vil bringe mig en god sum eventyr. Det er i hvert fald intentionen.
Jeg har det egentlig ret rart med fremtiden disse dage. Jeg tror paa, at verden har noget godt i vente.
Det er en fin fornemmelse.
Opslag
