Verden er af lave og den gør mig disse dage mest af alt en smule vred, frustreret og rastløs. Jeg kan mærke jeg er klar til store forandringer, og jeg kan ikke vente til at jeg rent faktisk skal flytte til Århus. Det bliver dejligt med endnu en frisk start med nye omgivelser, nye mennesker, nye vaner, nye tanker og et nyt liv.
Sommeren er noget mærkeligt noget. Man har altid så forbandet mange forventninger til præcis hvordan den skal udflaske sig, og den bliver aldrig præcis som man havde forestillet sig den. Det betyder ikke, at den nødvendigvis er dårlig, blot anderledes. Ting og sager sætter kæmpe indtryk og aftryk på en, som man aldrig havde forventet. Mens de store ting i sidste ende virker noget lignende tåbelige. Sikke en omgang filosofisk pis, nå. Store såkaldte events fører altid en hulens masse med sig; eftertanker, efterfølelser, tvivl, håb og forvirring. Det er vel blot menneskeligt.
Vejret her i det kolde Danmark hjælper heller ikke ligefrem til at booste sommerfølelsen. Regn på regn på blæst på regn giver ikke en lyst til at klæde sit hjerte i festdragt, men langt nærmere giver det lyst til at tage efterårs humøret på og flygte langt ned under dynen med Bon Iver og en hulens masse bøger. Jeg kan ikke fortælle jer hvor meget jeg glæder mig til at drage mod Italien og solen og farverne og stemningen i en 10 dage. At udforske et helt nyt sted. Det hiver i mig. Det må være et godt tegn.
Nu vil jeg ikke tømme flere af mine tåbelige tanker ud i cyberspace for denne gang, så i får lidt fred nu.
Jeg håber på at hvor end I der læser dette er, tænker en glad tanke og smiler til den næste fremmede i ser.
Det er mit mål, i hvert fald.
Anne Sofie, direkte fra byernes by - Thorsted.
Opslag
