Mandarinparade

Dag 2 i det nye år. Jeg er i dette sekund iført termostrømpebukser i sort, tyskstrikkede sokker i farverne brun, hvid, grøn, blå med brune hæle med lysebrune krydser, en turkisfarvet trøje med to blå huse og træ brune træer, et enormt langt lillatørklæde med mange stykker fnuller og en sort nederdel indsmurt i chokoladepletter og mandarinsaft. Mit hovede er tungt og min stemme næsten væk, jeg spiste i dag en Yankiebar med lakridssmag, lakridsen opfattede jeg dog kun gennem 50% af chokoladebaren, min smagssans er forduftet, efterladt i det forgangne år. Det er besværligt at bevæge musen, da jeg har indsmurt både musen og min tommeltot i mandarinsaft, jeg er sulten efterhånden. Der er ikke mere the i min kop, mandarinskrællerne - tre stykker, to små, et stort formet som et omvendt z - marinerer mit grønne lagen i frugtsafte og julede duft oplevelser, som min krop i dette øjeblik ikke tillader mig at sanse. Klokken er 18 minutter over 4, jeg har set en og en halv film i dag, gad vide om duften af hvidløg er stærk nok til at gennemtrænge mine sansebegrænsninger. På gulvet ligger der hundredevis - eller måske ikke ligefrem hundreder i flertal, men der må i hvert fald være omtrent hundrede - af aflange konfetti stykker i alskensfarver, særligt pink og mørkeblå dominerer udvalget, flag er der også at finde, gad vide om opfinderen af bordbomben var særligt glad for franske delikatesser, ost måske, frois gras, eller blot en uendelig smuk pige, forførende, som han troede han kunne vinde med bevidsthedssprængende tryllerier, flyvende franske flag som lander i den dybrøde masse i vinglassene, som en utilregnelig vulkan. Jeg er ikke sikker på hun var overbevist. Nej, en luftballon ville stensikkert have været vejen at gå. Tænk at udtrykke kærlighed i papirkonfetti og eksplosioner.